Kultur

Perus kultur

Peru er nok bedst kendt for at være hjemlandet for det historiske Inkarige, som opstod i det peruvianske højland for mange hundrede år siden, men i dag er Peru et land af mange forskellige kulturer og nationaliteter. Dermed sagt har den peruvianske kultur dog stadig sine rødder i de indfødte og spanske traditioner, selvom landet gennem tiden også er blevet præget af den afrikanske, asiatiske og europæiske kultur. Der bor i dag ca. 28 mio. mennesker i Peru, hvoraf de 54% har indiansk afstamning, 12% har spansk oprindelse, og 32% af befolkningen har en blandet baggrund, heriblandt europæisk. Da de indfødte netop har en meget central og synlig plads i store dele af det peruvianske samfund, vil et møde med det sydamerikanske land Peru give dig indsigt i en kultur og et folkefærd, der ligger langt fra det du normalt er vant til. Når du møder de indfødte, er du bestemt ikke i tvivl. De går altid klædt i meget farverige klæder, har lange fletninger i håret, som ofte er pyntet med en meget karakteristisk hovedbeklædning. Selvom de indfødte godt kan virke en smule tilnærmelige og arrogante, kan de dog være nok så flinke og høflige, hvis bare man selv er smilende, imødekommende og åben for at lære deres kultur at kende.

Sproget

Hvis du som turist ønsker at komme tættere ind på livet af de indfødte, er du klart bedst tjent med at kunne tale en smule spansk, da det ikke er alle de indfødte, der kan snakke engelsk. En del af befolkningen i Peru taler endda stadig de gamle inka-dialekter Quecha og Aymara, og selv med gode spanskkundskaber kan det her være svært at kommunikere med de indfødte. Taler du velfungerende engelsk, vil du dog stadigvæk kunne klare dig ganske fint i store dele af Peru, da langt størstedelen af befolkningen sagtens vil kunne forstå dig.Sproget

Religion

Selvom man i Peru har religionsfrihed, så er en klart dominerende andel af den peruvianske befolkning katolikker, hvilket omfatter 81% af den samlede befolkning. På trods af dette, så er det rent faktisk kun 15% af katolikkerne, som går regelmæssigt i kirke. Dernæst er ca. 11% protestanter, mens at den resterende del af befolkningen enten er mormoner, jøder, adventister eller Jehovas vidner.
Religion

Mad og drikke

Det peruvianske køkken består hovedsageligt af en blanding af klassisk peruviansk og spansk madlavning, men er også præget af blandt andet det afrikanske, arabiske, italienske, japanske og kinesiske køkken. I det hele taget er den peruvianske madlavning meget varieret, og der er som regel noget for enhver smag.Alt afhængigt af hvor i Peru du befinder dig, om du befinder dig på kysten, i højlandet eller i Amazonas-regionen, er der forskellige råvarer og retter, der karakteriserer maden, men overordnet set har ingredienser som kartofler, kylling, majs, ris og alt godt fra havet indtaget en helt særlig plads i det peruvianske køkken. Blandt nogle af de bedste peruvianske retter kan bl.a. nævnes Ceviche, som består af frisk fisk marineret i limejuice, Ají de gallina, som består af strimlet kyllingekød i krydret valnøddesauce og Lomo saltado, som består af stegt oksekød med kartofler. Med hensyn til lokale drikke, så er den lokale brændevin Pisco stort set uundgåelig, hvis du har planer om at opleve Peru. Pisco er en druebrændevin, som serveres til stort set alle slags lejligheder og begivenheder. Derudover er forskellige slags urtete og lokale øl også meget populære i Peru.Mad

Musik

Musik og dans har altid spillet en stor rolle i det peruvianske samfund, og ligesom med maden i Peru er musikken ligeledes gennem tiden blevet præget af forskellige kulturer og folkefærd. Eksempelvis har de præcolumbianske kulturer bidraget med bambusfløjten, spanierne har bidraget med strengeinstrumenterne, såsom guitaren og harpen, mens afrikanerne bragte rytmen med sig til Peru. Derudover varierer den peruvianske musik ligeledes fra region til region. Ved kysten dominerer primært den afrikansk-inspirerede genre landó, mens at man i Andes-regionen mest hører den højtklingende, indfødte huayno.
Musik

Litteratur

Den peruvianske litteratur har rødder, der strækker sig helt tilbage til de præcolumbianske civilisationers mundtlige traditioner. Sidenhen introducerede spanierne så skriveriet i det 16. århundrede. Selvom litteraturen gennem tiden er blevet præget af mange forfattere, er den peruvianske litteratur i dag dog mest kendt på grund af forfattere som Mario Vargas Llosa, som klart er Peru’s mest berømte forfatter. Han har skrevet over 25 bøger, hvoraf mange af dem også er blevet oversat til andre sprog. Hans bøger har primært fokus på egne erfaringer med Peru og landets sociale besynderligheder. Af andre spændende forfattere kan derudover nævnes Alfredo Bryce Echenique og Julio Ramón Ribeyro, som ligeledes har sat sit præg på den peruvianske litteratur. Et af de nyeste skud på stammen, som efter sigende skulle være en betydelig kommende stjerne, er forfatteren Daniel Alarcón, en peruviansk-amerikansk forfatter, hvis første roman, Lost City Radio, har fået meget ros.Literature

Kunst

Peru har lange traditioner for folkekunst, som strækker sig helt tilbage til Inkarigets kulturer. Landet er bl.a. kendt for sine imponerende skulpturer, smykker og lertøj, men mest kendt er de nok for deres tekstiler. De oprindelige, indfødte kulturer har eksempelvis længe fremstillet fintvævede tæpper, ponchoer og stoffer med alverdens farver og motiver. I Peru er der også et stort marked for religiøs kunst i alle former, heriblandt religiøse malerier, som i høj grad bærer præg af de indfødtes kultur. Generelt finder man det bedste kunsthåndværk på markeder i Lima og Cuzco.
Kunst

Sport

Fodbold er uden sammenligning den mest populære sportsgren i Peru, men trods sportens udbredte popularitet har det endnu kun lykkedes dem at kvalificere sig til VM 4 gange. Sidst det skete var i år 1982. Samtidig har de heller ikke vundet det sydamerikanske mesterskab, Copa América, siden 1975. En anden sport som også er ganske populær i Peru er tyrefægtning, som hovedsageligt finder sted i hovedstaden Lima. Sæsonen finder normalt sted fra oktober til december, hvor Limas Plaza de Acho tiltrækker nogle at de største internationale tyrefægtere. Tyrefægtning finder også sted uden for Lima, men her er standarden dog sjældent særlig høj. Andre sportsgrene i Peru, som dog ikke er helt lige så populære, men som gennem tiden har opnået international anerkendelse, er bl.a. volleyball, surfing og boksning.Sport