Peru er et yderst bjergrigt land, der mere end nogen andre lande veksler i højde. Andesbjergene udgør en diagonal linje der strækker sig fra nordvest Peru og ned til sydøst Peru. Herefter fortsætter Andesbjergkæden ind i Ecuador og videre ned til sydspidsen af Chile og Argentina. Andesbjergene er således Jordens længste bjergkæde på over 7000 km, og går hele vejen fra nord til syd i det sydamerikanske kontinent. Bjergkæden består mest af foldebjerge er placeret i den vestlige del af Sydamerika. I kæden er der også en række både slukne og aktive vulkaner, og Andesbjergene har en gennemsnitshøjde på ca. 4-5000 meter. I Peru er der dog flere bjergtoppe, der rammer 6000 meter og derover. Det højeste bjerg i Andesbjergene ligger i Argentina  på grænsen til Chile.

Peru’s højeste bjerg, Huascarán, ligger i nationalparken med samme navn Huascarán Nationalpark. Bjerget måler hele 6.768 meter og er et meget eftertragtet peak for mange trekkingudøvere. Peru har 2 særligt bjergrige nationalparker – Huascarán og Huayhuash, hvor trekkingeksperter fra hele verden tager til, for at trekke i højdemeterne. Trekking i Peru er en helt særlig oplevelse, og da højdemeterne går så højt op, som de gør, er der derfor også helt naturlige udfordringer i vente såsom behov for akklimatisering, for at undgå højdesyge, det kan være yderst koldt, og nogle trekkingruterne vil foregå i snedækket landskab, man er tættere på solen, hvorfor der er risiko for sneblindhed og solskoldninger. Det anbefales derfor, at man følger nogle forholdsregler når en tur til Peru indebærer trekking. Er en trekkingtur til Huascarán for udfordrende, kan man i første omgang prøve kræfter med et 4 dages trek til Machu Picchu via den gamle inkasti.

Cordillera Blanca

Bjergkæden er 200 km lang og 21 km bred, og kendt som Perus allerbedste trekkingsted. Cordillera Blanca er som navnet antyder dækket af sne (blanca = hvid). I bjergkæden findes 66 toppe hvoraf halvdelen byder på peaks over 5.500 meter. Højeste bjergtop er som nævnt Huascarán, som er et yderst eftertragtet punkt at trekke efter. Et andet populært mål i Cordillera Blanca er ruten rundt om det næsten 6.000 meter høje peak Alpamayo. Ruten og bjerget er tidligere kåret som verdens flotteste bjerg. I bjergkæden findes ca. 260 gletschere, hvilke har en givende funktion til de omkringliggende dale, da disse sender vand ned til menneskene, der bor i dalene. Bevæger man sig længere ned i dalene ved en 2.000 meters højde findes hot springs og naturlige swimming pools, hvilket er den perfekte afslutning for en hårdt trek.

Huaraz, Peru, Santa Cruz Trek

Cordillera Negra

Cordillera Negra kan betragtes som Cordillera Blancas varme lillebror. Bjergkæden ligger parallelt med den peruvianske kyststrækning, og er grundet varme vinde fra kysten ikke dækket af sne som søsterbjergkæden. Cordillera Negra når op på en højdemeter på 5.000 meter, men er modsat Cordillera Blanca ikke dækket af sne, selvom bjergtoppene når de højdemetre, de gør. Cordillera Negra fungerer som skjold for de mange gletschere, der befinder sig i Cordillera Blanca, og forhindrer således gletscherne i at smelte. Trekking på Cordillera Negra er ikke på samme måde eftertragtet, hvorfor der er mindre turisme på bjergets ruter. Til gengæld er der rig mulighed for at støde på lokalbefolkningen og se dem dyrke afgrøder såsom kartofler og byg. Cordillera Negro er udstyret med en masse dystre og mørke kløfter, hvilket er et godt alternativ  til normale trekkingruter.

Cordillera Negra

Cordillera Huayhuash

Syd for Cordillera Blanca ligger bjergkæden Cordillera Huayhuash. Bjergkæden er mere kompakt og strækker sig over et langt mindre område en Cordillera Blanca. I denne bjergkæde finder du en af Perus hårdeste trekkingruter, der går rundt om kædens højeste top, Yerupaja, på 6.048 meter. Ruterne kan være en udfordring for selv den øvede trekker, hvilket gør, at der er stor efterspørgsel for at komme afsted på en trekkingtur i dette bjergpas. Bjergpasset er beriget med gletschere, og i visse områder er det også muligt at bade i naturlige pools eller varme kilder. Området har et rigt dyreliv med kondorer cirkulerende rundt i luften, hoppende pampashare og græssende lamaer, både de helt normale lamaer og den mere pelsede alpaca lama. Vil man på rigtig udfordrende bjergbestigning kan Alpine Circuit anbefales. Her indbydes der til både hiking, klatring og gletschervandring.

Cordillera Huayhuash

Colca Canyon

Kløften er med sine 3.160 meters dybde en af verdens dybeste kløfter. Colca Canyon er over dobbelt så dyb som Grand Canyon, og udsigten ud over kløften er mindst lige så betagende. Colca Canyon er den 3. mest besøgte attraktion i Peru. Synet fra kløftens kant er dragende og ses ikke magen til andre steder i verden. Kløften er kendt for de mange peruvianske kondorer, der flyver over kløften, spejdende efter ådsler de kan spise. Chivay er den mest populære by i Colca Canyon området, og er indenfor kort afstand omgivet af en stor mængde hot springs. Byen befinder sig i ca. 3.600 meters højde og er startsted for mange turisters besøg. I Colca Canyon er det muligt at komme på en trekkingtur ned til kløftens bund. Herfra er det muligt at se de mange inkaterrasser, hvor inkaerne i sin tid dyrkede jorden, og levede af de afgrøder, de kunne få til at gro her.

Colca-canyon

Machu Picchu

Machu Picchu er Perus absolutte største turistattraktion, og tiltrækker hvert år store mængder turister, der ønsker at se inkaruin på toppen af Pikchu peak på ca. 2.430 meter. Mange turister valfarter til Cuzco og Ollantaytambo, hvor den gamle inkasti til Machu Picchu starter. Inkastien til Machu Picchu kan klares af alle, der er i nogenlunde form. Turen til Machu Picchu tager 4 dage, og kan til tider virke udfordrende, men turen derop er med garanti det hele værd. Turen går gennem skovområder, ruinkomplekser og åbne områder, så man rigtig kan nyde udsigten over den hellige dal, der omgiver Pikchu. Alternativt kan man vælge at prøve kræfter med den mindre kendte Salcantay-rute. Ruten er hårdere end inkastien, og byder på trek i højere meter. En trekkingtur rundt om Salcantay varer 5 dage og ender som regel ved Aguas Calientes, hvor et tog fragter én op til Machu Picchu.

inkastien-machu-picchu

Arequipa

Omringet af bjerge står Arequipa by i midten af massiverne. Bjergene gør byen helt grydeagtig, og man kan ikke lade være med at lade sig forblænde af de omgivelser, der præger byen. El Misti (gentleman) er det mest populære bjerg i området og er 5822 meter højt. Afhængig af hvilken årstid El Misti besøges, kan der være faldet sne på toppen, men det hænder også, at sneen i perioder er smeltet væk. At kalde det et bjerg er egentlig en fejl. El Misti er en aktiv vulkan, der havde sit sidste udbrud i 1985. El Misti er populær for mange turister – også de turister som aldrig har prøvet at trekke før. Turen til tops kan nås på 2 dage alt efter erfaring, og ofte er det kun de mest erfarne der når helt til tops her. Mange turister nyder også en cykeltur i bjergområdet. Ved siden af El misti står to andre vulkaner Chachani og Pikchu Pikchu. El Misti er den mest populære fordi den med sin symmetriske kegleform står helt skarpt og mastodontisk i det ellers flade landskab.

El Misti