Inkaerne

I 1200-tallet var der i Andesområdet flere små høvdingestammer, hvoraf Inkariget var en af dem. Der er beskrevet 13-14 forskellige inkahøvdinger i spaniernes beretninger, hvoraf Viracocha Inka, Pachacuti, Tupac Inka Yupanqui, Huayna Capac og halvbrødrene Huascar og Atahualpa, er historisk kendte. Inkaerne omfattede herskeren og hans enorme familie med omkring 40.000 medlemmer i rigets sidste tid. Resten af folket var undertvunget. Inkaerne begyndte deres invadering i 1400-tallet, hvor de langsomt ekspanderede til området mellem Cuzco og Titicacasøen. Under herskeren Tupac Inka fortsatte erobringen udvidet til Quito i det nuværende Ecuador. I løbet af Tupacs egen regeringsperiode 1471-93 blev områderne mod syd i det nuværende Bolivia, Argentina og Chile samt de resterende dele vest for Cuzco og Titicaca en del af Inkariget.

Med Cuzco som centrum, regerede Tupac sit rige med hård hånd, men som enehersker kan du naturligvis ikke styre 40.000 mennesker alene. De 4 regioner blev derfor styret af guvernører og provinsguvernører. Herunder fandtes embedsmænd, der atter havde mænd under sig, således forgrenede netværket sig ud til de fjerne ender af Inkariget og videre ned til de lavest rangerede. Inkariget var yderst hierarkisk opdelt og de med lavest rangering kunne ofte have 100 mænd under sig. Deres vigtigste opgave var at sikre orden og ro blandt de undertvungne befolkninger ved hjælp af militærmagt. Langs vejnettet blev der opført kontrolstationer og administrationscentre, hvor der i tilknytning hertil lå statslagre for at opbevare afgrøder og andre produkter.

Erobringerne stoppede efter at efterfølgeren af Tupac, Huyana Capac, indtog det nordlige Peru samt udvidede riget i Equador. Inkaerne regerede, indtil spanierne under Francisco Pizarro erobrede hele Tawantinsuyu. En stor grund til, det lykkedes var, at der var indbyrdes splittelse i Inkariget mellem halvbrødrene Huascar og Atahualpa, der var styrede henholdsvis Cuzco og Quito. Derudover havde inkaerne også en ulempe, da de med slynger, køller, lanser og skjolde var oppe imod geværer og heste. Efter inkarigets fald oprettede man en såkaldt neo-inkastat øst for Machu Picchu. Staten blev opløst, da den sidste inka, Tupac Amaru, blev henrettet i 1572.

Inkariget er kendt for at dyrke jorden og leve af de afgrøder jorden kunne berige befolkningen med. Mange steder i Peru ses, hvordan inkaerne anlagte flade vandrette terrasser på stejle bjergsider for at vinde mere jordplads. Terrasserne kan bl.a. ses i området omkring Cuzco samt krateret ved Colca Canyon. Ved disse Terrasser dyrkede inkaerne bl.a. kartofler, majs og bønner. Der blev på markerne også holdt lamaer og marsvin. Inkaerne brugte lamauld til at væve beklædningsgenstande – en væveteknik der stadig ses brugt flere steder i Andesområdet i dag. I Tawantinsuyu forsøgte man at ensrette administrationen, således at al produktionen blev ligeligt fordelt mellem 3 respektive dele. Denne deling blev betragtet som en form for skattesystem, hvor inkaen (staten), præsteskabet og den lokale befolkning delte afgrøderne.

Inkaerne havde flere myter om jorden oprindelse. Fællesnævner i fortællingerne er inkaernes kærlighed og respekt over for naturen. Inkaerne troede på den hellige kraft der eksisterede i universet, og dermed også solen, månen, stjernerne, jorden, bjergtoppe og søer. Bjergene var guddommelige idet, de blev betragtet som formidlere mellem jord og himmel. Månen blev betragtet som den kvindelige modpol til solguden, Intis, med stjernerne som deres børn, og mælkevejen som en flod gennem himmelstrøget. Den øverste skaberguddom var guden Viracocha, og Pachamama, Moder Jord, som var knyttet til landbruget. Lyn- og tordenguden blev betragtet som tjener og budbringer til Intis, og blev tilbedt når regnen udeblev. Fælles for myterne er også, at de retfærdiggør, hvorfor inkaerne havde deres magtposition i Cuzco, og hvorfor denne endte som inkaernes hovedstad.